Depression

Depression

 

Rigtig mange danskere får i dag diagnosen depression. Der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der får diagnosen og de fleste depressioner er behandlingskrævende.

 

Det kan være svært at forstå, hvad der er overgået een når man er deprimeret. Ligeledes kan det være vanskeligt for omgivelserne at forstå, at den deprimerede ikke bare kan ‘tage sig sammen’.

 

Men at være deprimeret er ikke det samme som at være ked af det. Under en sværere depression kan det være meget vanskeligt og undertiden umuligt blot at komme ud af sengen om morgenen. Der er meget lidt eller ingen energi eller lyst og personens selvværd er ofte forringet. Det kan være vanskeligt at sove, eller det kan være svært at lade være. Ofte er det svært for personen at forestille sig eller tro på, at vedkommende nogen sinde skulle få det bedre.

 

Der er dog rigtig meget man kan gøre og samtaleterapi hos en psykolog – og navnligt kognitiv terapi – har vist sig meget effektiv. På få gange vil man ofte opleve bedring og i løbet af 12-16 gange hos psykologen vil man ofte have det så godt, at man vil opleve behovet for behandlingen som værende enten minimalt eller ikke eksisterende.