Parforholdsproblemer

Parforholdsproblemer

 

Mange par ønsker at deres forhold består af både lidenskab, fortrolighed og forpligtelse men i mange parforhold kommer mistrivsel, nedladende og kritiske bemærkninger, vrede samt kedsomhed til at fylde alt for meget.

 

Mistrivslen i parforholdet kan skyldes mange ting. Måske kræver hverdagen på jobbet og med børnene for meget til at man giver sig tid til hinanden. Måske oplever den ene eller begge parter en svær livsperiode og har ikke så meget overskud til sin partner. Nogle vil blot mærke en manglende lyst til at give sig hen til hinanden og andre igen vil af forskellige grunde kunne opleve mistillid til sin partner.

 

Fælles for mange parforholdsproblemer, er at de hænger sammen med mindre hensigtsmæssige måder at tackle konflikter på.

 

Undersøgelser viser, at langt de fleste under et skænderi er mere optagede af at bevare selvrespekten og undgå at tabe ansigt end optaget af at løse problemerne. Ligeledes oplever langt de fleste at skænderierne er deres partners skyld. Efter en strid diskussion kan vreden brede sig til mere harmløse emner, hvis ikke man evner at ‘klinke skårene’.

 

De par, der har svært ved at tale om problemerne og derfor ikke får løst deres problemer gennem konstruktive samtaler har ofte sværere ved at stå distancen end dem – der trods store problemer – evner at tackle dem gennem åbenhjertige diskussioner.

 

Evnen til at tale godt sammen om problemerne hænger derfor ofte sammen med et parforholds styrke og parternes glæde ved parforholdet. Parternes villighed til at prøve rigtigt at forstå, hvad modparten siger, altså at prøve at sætte sig ind i den andens tankegang er vigtig for at kunne bevare eller genopbygge det gode parforhold.

 

Hvis mistrivslen i parforholdet er blevet udtalt er det ofte hensigtsmæssigt at inddrage en tredje og udenfrakommende part – eventuelt en psykolog. Dette med henblik på at få gode redskaber til igen at kunne tale konstruktivt sammen om de problemer og udfordringer man som par står overfor og i fremtiden vil kunne stå overfor.